IKUF Log ind Lønmodtager Fagforening Virksomhed Om IKUF Start din ansøgning Guide til at ansøge Positivliste

CP Kelco omskoler smede til automatikteknikere "Den perfekte faglige kombination"

Med støtte fra IKUF har produktionsvirksomheden CP Kelco sat gang i en proces med at videreuddanne allerede ansatte smede til automatikteknikere. Kombinationen af smedehåndværk og automatikteknikerfaglighed var nemlig, lige hvad virksomheden havde brug for.

I produktionsvirksomheden CP Kelco har de længe haft fokus på voksenuddannelse. Igennem en årrække har virksomheden haft voksenlærlinge inden for blandt andet industrioperatør-, procesoperatør- samt lager- og logistikoperatøruddannelsen.

Men for halvandet år siden tilbød CP Kelco som noget nyt faglærte medarbejdere i virksomhedens vedligeholdelsesafdeling mulighed for at få et svendebrev som automatiktekniker. Et tilbud som otte uddannede smede i alderen 28-64 foreløbigt har valgt at takke ja til.

- Ideen opstod, da vi for nogle år siden forgæves søgte efter udlærte automatikteknikere. Vi har en del smede og maskinarbejdere ansat i produktionen, men vi havde også brug for de kompetencer en automatiktekniker har, samtidig med at vi stadig havde brug for smedene og deres faglighed. Så blev vi enige om at tilbyde vores medarbejdere i vedligeholdelsesafdelingen mulighed for at uddanne sig til automatikteknikere, fortæller Jens Lykner, vedligeholdelseschef i CP Kelco.

Tillidsrepræsentant Johnny Härtel kunne ikke få armene ned, da Jens Lykner præsenterede ideen, der blandt andet var mulig at søsætte, fordi virksomheden kunne få støtte fra IKUF under aftalt uddannelse.

- Det er jo en enestående mulighed både for virksomheden og for vores svende. Kombinationen af praktisk erfaring og et svendebrev som automatiktekniker - der er ingen grænser for, hvad svendene kan bruge det til, og hvor stor glæde, vi får af dem, siger tillidsrepræsentanten, der ikke tøver med at kalde smed og automatiktekniker for "den perfekte faglige kombination".

Ifølge Jens Lykner og Johnny Härtel er det en udbredt misforståelse, at automatikteknikerfaget udelukkende handler om programmering, el og robotter.

- Automatikteknikerfaget er i høj grad en vedligeholdelsesfunktion. Hos os i CP Kelco har vi brug for reparatører, og her passer kombinationen af smedefaget med automatikteknikerens viden om fx reparation, forbedring og optimering af vores anlæg helt perfekt, siger Jens Lykner.

Ældre og yngre smede dele erfaringer

Til spørgsmålet om, hvad de erfarne smede siger til at komme tilbage på skolebænken og blandt andet følge 20 ugers grundforløb med fysisk, dansk, engelsk og matematik er meldingen positiv:

- Det er en omvæltning at komme tilbage i skole. Der bliver arbejdet meget projektorienteret, og der er meget viden, de selv skal opsøge, hvor de kan blive bekymrede for, om de gør det godt nok. Fordi det betyder noget for dem. Men det gør de. Og når jeg ser dem med de praktiske opgaver, stråler de. Og så er det tydeligt, at de unge elever på uddannelsen også har glæde af de ældre smedes erfaring, og omvendt lærer vores erfarne folk også meget af de yngre elever på fx datadelen, siger tillidsrepræsentant Johnny Härtel og fortsætter:

- Det er meget vigtigt, at medarbejderne ved, at det er 100 pct. frivilligt. Det er hårdt at tage en uddannelse, og skulle medarbejderne vælge at stoppe undervejs, har de stadig fået ny viden, som gavner os alle, tilføjer Johnny Härtel.

CP Kelco er en international virksomhed, hvor der generelt bliver der stillet større krav til sprog og skriveevner. Derfor er grundfagene i fx engelsk og dansk en stor fordel.

Gavner både medarbejdere og virksomhed

Det har ikke været helt uden udfordringer at sende medarbejdere på uddannelsen. For det er medarbejdere, som virksomheden skal undvære i produktionen.

- Vores medarbejdere er startet forskudt på uddannelsen, og vi har haft to til tre medarbejdere af sted på skole ad gangen. Med midlerne fra IKUF har det været muligt at ansætte vikarer, mens medarbejderne er på skole. Men vikarerne skal også sidemandsoplæres, og vi skal også sørge for, at vores voksenlærlinge får praktikken i uddannelsen, så det har været en udfordring i forhold til at holde produktionen kørende. Men vi har fået det til at fungere, siger Johnny Härtel.

Jens Lykner supplerer:

- Et råd kan være at tage det i mindre bidder. Det kræver tid, ressourcer og uddannelsesparathed, men når dagen er omme, så er medarbejderne lykkelige for det, og virksomheden får stor glæde af sin investering.

Efter halvandet år på uddannelsen har én medarbejder valgt at stoppe uddannelsen, med fuldopbakning fra virksomheden, og én har valgt at afslutte uddannelsen på trin et som automatikmontør.

De resterende seks smede er fortsat i gang og forventes at afslutte uddannelsen inden for hhv. 2 og 3 år.